Så skulle der kræses!
Jeg blev tiltrukket af den fristende fiskemontre i SuperBest, og det endte da også med, at jeg forlod butikken med en mørksej filet. Hjemme havde jeg lidt parmaskinke og ingredienser til en god salat. Så skal der jo bare arbejdes lidt i køkkenet.
Først lavede jeg salaten, som bestod af finsnittet fennikel, appelsinfileter og friske jordbær tilsat lidt hindbærbalsamico. I køleskabet for at trække i nogle timer. Dernæst var det ærternes tur – de skal bare i en skål og tø langsomt op.
Kartoflerne skrællede og kogte jeg. Ti minutter før de var færdige, tog jeg fisken ud af køleskabet for at skære den ud i tre næsten lige store stykker. Stykkerne krydrede jeg og pakkede den derefter ind i parmaskinke. Stegepanden varmede jeg grundigt op og stegte fiskepakkerne. I mens lå ærterne i kogende vand.
Ærterne blendede jeg med lidt citronsaft, fløde og salt og peber, hvorefter jeg placerede mosen på tallerkenen. Fiskepakkerne tog jeg af panden og lagde på et stykke køkkenrulle. Mens de hvilede lagde jeg de kogte kartofler, samt salaten på tallerkenen. Til sidst placerede jeg fiskepakkerne ovenpå ærtemosen.
Hold nu op, hvor smagte det fantastisk!